Hvis du er ligesom os, så kan den første rejse med børn være både uoverskuelig og angstprovokerende. Vi har gennem vores fælles liv for det meste taget en samlet rejsepakke til en af turistattraktionerne. Det er jo for besværligt at have ungerne med ikke? De gider ikke spise maden! Flyveturen er for lang for dem! Hvis det lyder bekendt, så skal du læse med her. Vi er gået på jagt efter at blive klogere på, hvordan man knækker koden til meningsfulde og udfordrende rejser med vores egne børn. Derfor har vi stillet 10 garvede rejselystne familier et enkelt spørgsmål. Hvad er det vigtigste I ville ønske I havde vidst inden jeres første rejse med børn? Måske nok et enkelt spørgsmål, men samtidig et spørgsmål, der giver mange forskellige svar alt efter, hvem du spørger.

Vi vidste ikke på forhånd, hvad vi kunne forvente af svar, men de fantastiske familier har godt nok leveret. Her får du en række gode råd og rejsetips, som kan bruges til at gøre din næste rejse med børnene endnu bedre.

Tag tempoet ud

Måske har du rejst meget inden du fik børn. Måske er du først blevet ramt af rejsefeberen senere i livet ligesom os, og tænker nu der er en masse, du skal have indhentet. En ting er dog sikkert. Du kommer til at rejse på en ny måde. Derfor er det første råd et vigtigt et af slagsen. Hold tempoet nede! For meget på programmet harmonerer ikke godt med at rejse med børn. Se bare hvad Henriette skriver her.

Henriette fra EnFamilieDerRejser.dk

Hvad er det vigtigste, vi gerne ville have vidst…Tja, jeg er jo virkelig en planlægger med stort P. Så jeg havde undersøgt RIGTIG meget, før vi rejste på vores første store udenlandsrejse med børn, som gik til Sri Lanka. Derfor var der ikke så meget, som vi ville have lavet om på den ferie. Men skal jeg nævne én ting, som vi efterhånden er ved at lære, så er det, at ferier med børn skal holdes i børnetempo! 


Man kan ikke nå at se og opleve lige så meget, som hvis man kun rejser som et voksent par. Med for meget stress, bliver børnene pressede, og så bliver oplevelsen ikke god. Så hellere se lidt mindre af stedet, eller være nogle flere dage samme sted. 


I samme boldgade er vi også blevet meget bedre til at have lidt flere overnatninger samme sted. Når vi skifter overnatning hver/hveranden nat, bliver det hurtigt for meget for børnene. Så altså sørg for, ikke at have travlt. Der skal være tid til også at studere en sten eller myre på vejen…

Familie på rejse kommenterer på deres første rejse med børn.

Du kan finde Henriette på Enfamiliederrejser.dk, på Facebook . eller på Pinterest.

Har du det rigtige rejseudstyr med?

Når vi er derhjemme er alt lige ved hånden. Dagens rutiner er indrammet af alt det udstyr og baby gadgets, som vi har brug. Når vi rejser væk kan vi jo af gode grunde ikke tage det hele med, og det skal vi heller ikke. Men hvad giver mening at fokusere på, og hvad kan vi godt undvære, mens vi er på farten. Herunder får du konkrete råd, der måske kan lette presset for jer, der rejser med mindre børn.

Malene fra HeltOpTilMaanen.dk

Vores første ferie med barn gik til USA, da vores datter var 9 måneder gammel, og jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvor vigtigt det er at have det rigtige babyudstyr med. Der findes ikke rigtigt barnevogne i USA og babyer sover lur i enten deres seng eller i autostolen. Vi havde ikke bil derovre, og vi kunne kun skaffe en paraplyklapvogn til vores ture. Det var ikke helt optimalt til middagslur.

Vi har efterfølgende anskaffet en klapvogn med kaleche og justerbart ryglæn, som kan klappes sammen og tilmed er let nok til at komme med helt op til gaten. Den, og vores bæresele, har været helt uundværlig på vores rejser da pigerne var mindre. 

Familie på 4 giver råd om deres første rejse med børn.

Find Malene og hendes familie på Heltoptilmaanen.dk, på Instagram og Facebook

Sofie fra Feriemor.dk

Det store klapvogns spørgsmål! Siden vores søn var 5 måneder har vi rejst med ham – altid solidt spændt fast og fikseret i vores rullende bekvemmelighedskøretøj. Han kunne sove lure i klapvognen og kunne ikke stikke af – perfekt! Men klapvognen har også sine begrænsninger, for pludselig opdagede jeg, at vores tur til Thailand – med vores nu toårige strandløve – blev styret alt for meget af, hvad man kunne og ikke kunne med klapvogn. Hvis bare jeg havde tænkt på at tage en bæresele med dengang!!

Vi har lige været to måneder i Vietnam med vores børn på 2 og 5 år, og jeg turde igen ikke lade klapvognen blive hjemme. Vi endte kun med at bruge den meget få gange. Heldigvis havde vi også bæresele med! SÅ…. efter 5 års rejser med småkravl er jeg nu nået til min helt store ferieåbenbaring – klapvognen bliver hjemme og bæreselen kommer til at overtage verdens herredømmet. Eller rejseherredømmet i det mindste. Bæreselen har i hvert fald gjort vores rejser med småbørn bedre, hvor vi sammen har oplevet bjerge, regnskov, rismarker og vandfald til fods.

Kvinde med barn i bæresele kigger ud over skov.

Er du interesseret om at høre mere fra Sofie så kan du finde hende på Feriemor.dk, hvor du kan lytte til hendes podcast eller på Instagram.

Gør flyveturen så behagelig som muligt

Da vi rejste for første gang med vores datter, var det specielt flyveturen, der fyldte inden vi tog afsted. Hvordan kommer barnet til at reagere, og kan vi som forældre overhovedet gøre noget for at turen bliver mere behagelig. Hvis du står med samme frustration, som vi gjorde, så kan du her få et par konkrette og brugbare råd til at gøre flyveturen mere behagelig.

Marlene Fra BohoTravel.dk

Det er klogt at tage den lange rejse inden, barnet vejer 11 kilo. Lad mig forklare. Du kender sikkert allerede til, at du kan få dit barn gratis med ud at flyve, indtil det er fyldt to år. Hvis ikke, bør du endelig tænke det element ind i dine rejseplaner.

Det betyder naturligvis også, at barnet ikke har eget sæde, hvilket selvfølgelig kan gøre en lang tur lidt længere. Men. Hvis du flyver, mens barnet vejer under 11 kg, kan du reservere et bassinet – en krybbe, der hænger på væggen. Der er kun få af dem ombord, da de kun kan hænge på væggen – typisk oppe ved midtergangen. Bonus er, at du som forælder får ekstra benplads. Og, hvis personalet tillader det, kan barnet også sidde på et tæppe på gulvet foran dig indimellem.

Hvis du skal ud at køre bil på den kommende destination, er det dog også værd at overveje at reservere et separat sæde, hvor du så kan placere jeres autostol. Mange udlejningsbureauer tilbyder dem, men de er ikke altid i den kvalitet, som du måske er vant til. Og det er bare trygt – og billigere – at medbringe sin egen, hvis du skal være længere tid væk. Derudover kan du bruge den allerede i bussen eller taxaen fra lufthavnen. 

familie sidder og mediterer.

Få flere gode råd fra Marlene på Bohotravel.dk og Instagram

Rikke May fra The Insider By Rikke May

I 2015 tog vi beslutningen om at flytte fra Danmark hele vejen til Asien. Nærmere bestemt Singapore. En rejse der tager ca. 14 timer direkte fra København – Changi Lufthavn i Singapore. En rejse jeg frygtede rigtig meget. Vi havde aldrig rejst så længe med vores datter, da jeg bevidst har prøvet at undgå sådan en lang rejse.

Vi havde i 2012 været i Florida, men det var en tur, der blev taget i små bidder, så det ikke var for mange timer vi skulle sidde spændt fast i en metalfugl.

Men det skulle vise sig, at jeg nok er det slemmeste barn at flyve med og vores datter Bella, viste sig som den vildeste champ. Jeg sørgede for at pakke en taske med underholdning og slik/snacks hun ikke havde set før. Så er nyhedsværdien en kæmpe interesse, og der kan blive brugt timer på at lege med de små overraskelser og se film, der var blevet downloaded.

Hvis man nogensinde skal over mod Asien, og man kan flyve med Singapore Airlines, så vil jeg så meget anbefale det. Det er til dato det mest børnevenlige flyselskab. Der er god plads, personalet er meget venlige, børnemaden er i top – og alle tv-underholdnings muligheder er lige til et stort 5 tal. Der er alle de nye tegnefilm og det kan holde børn underholdt i timer.

Jeg ville ønske, der var nogen der havde fortalt mig, at rejse med børn, slet ikke er så udfordrende som jeg havde bildt mig selv ind, og der findes mange lande/byer, der har fantastisk underholdning til børn❤️

Du kan følge Rikke May på Instagram

Book hotellet på forhånd

Trætte børn er noget de fleste forældre kan fortælle masser af skrækhistorier om. Trætte børn på rejsen kan blive et reelt problem, hvis ikke der er et sted at overnatte. For mange backpackere er det naturligt at booke hoteller og andre overnatningssteder fra dag til dag. Med børn kan det være, at du skal genoverveje det. Peter og Lise oplevede det på egen krop under deres første rejse med børn.

Peter og Lise fra EventyrStyrelsen.dk

Vores første rejse med vores søn, var den sommer han blev født, og han var derfor ikke andet end 6 uger gammel. Vi havde altid været vant til at backpacke og tænkte, at det kunne vi da også gøre med vores søn.

Vi købte en flybillet, bestilte en lejebil og bestilte et hotelværelse til de første 2 dage. Vores rejse skulle vare 14 dage. Vi havde set på nettet, at Sardinien havde masser af ledige boliger til leje, så vi tænkte at vi nok kunne finde god overnatning, når vi kom derned. Det gjorde vi så bare ikke.

Italienerne var på daværende tidspunkt elendige til at opdatere deres hjemmesider, og vi fandt ingen overnatninger. Som i ingen steder. Det endte med, at vi kørte rundt på Sardinien og spurgte om ledige steder at sove. Men uden held. Til sidst tog vi færgen til Korsika og fandt en hundedyr, men til gengæld elendig overnatning.

Vi ville virkelig have ønsket, at vi inden vores rejse, vidste hvor vigtigt det er at have overnatningen på plads, når man rejser med så lille et barn. Sebastian virkede ikke til at bemærke det, men som nybagt far og mor kunne vi virkelig godt have brugt at holde vores første familieferie uden stress og jag.

Nærbillede af familie på tre, som svarer på spørgsmål om deres første rejse med børn.

Vil du se mere til Peter og Lise så find dem på Eventyrstyrelsen.dk, Facebook, Twitter eller Instagram.

Afstem dine forventninger

Vi glæder os til ferier og ofte i lang tid inden vi skal afsted. Tankerne flyver til det sted vi skal til og vi kan ikke lade vær med at gøre os mange forstillinger om alt det vi skal opleve og udleve. Men lever forventningerne, så op til det virkligheden. Når man rejser med børn må man indstille sig på at ferieformen ændrer sig og derfor er det også vigtigt at sætte dine forventninger efter det. Det skriver Karina om herunder.

Karina fra FromChinaWithLove.dk

Jeg kan huske, den første ferie vi var på i Spanien efter vi fik vores første datter, hun var omkring 6 måneder. Det var en kæmpe skuffelse for mig, da ferien ikke var noget, der mindede om vores forgående ferier, før vi fik børn (grrrrr!) 😖 Problemet var, at jeg simpelthen ikke havde afstemt mine forventninger efter at rejse med et barn på 6 måneder, der skal sove i tide og utide – og alt for tidligt om aftenen til min smag, som godt kan lide at drikke cocktails til langt ud på aftenen 😜

Efter den ferie var jeg mere realistisk omkring, hvad jeg kunne forvente, når jeg rejser med børn. Så vi ville gerne have vidst at fx kvalitet af hotelværelse får en helt anden betydning, når man rejser med børn. Nu er vores børn lidt ældre, men førsteprioritet er altid at have balkon med god udsigt, hvor vi kan sidde og nyde et glas og snakke efter børnene er puttet.

Familie ved vandfald.

Se mere til Karina på hendes Fromchinawithlove.dk eller Instagram.

Start tidligt med at rejse

Vaner er svære at bryde, både for os selv men i særdeleshed også når det gælder vores børn. Samtidig er vaner rigtig gode når de har et godt formål. Sådan er det også når man er ude at rejse. Er børn vant til at rejse, så gør det alting lidt nemmere. Det er derfor bare med at komme afsted fra børnene er små.

Helle fra Helles-Univers.dk

Det er nemmere, jo mindre børnene er. Børn tilpasser sig, og er de vant til at rejse fra barns ben bliver det helt naturligt en ganske normal ting fx. at flyve. (Lidt ligesom at sætte sig ind i en bil). Hvis barnet er ammebarn er der stor chance for et sovende barn indtil mors bryst det meste af flyveturen. På længere flyveture kan du med fordel leje et bassinet.

Jo mindre børnene er, når I starter jeres eventyr, jo nemmere og mere naturligt vil det være for hele familien at rejse og opleve. Det er bestemt ikke umuligt at starte senere, men det vil højst sandsynligt kræve en større kamp og tilvænning. Et sidste lille tip herfra: sæt forventninger ned og nyd kvalitetstiden sammen som familie. Dine børn reagerer på jer som forældre, så vær rolig og nyd at være afsted!

familie står ved bjergsats,

Helle kan findes på Helle-Univers.dk og på Instagram.

Børn kan mere end man tror

Ofte så har vi som forældre en vane med, at holde vores børn lidt for meget i hånden. Når vi så endelig slipper den, finder vi ud af, at barnet klarer opgaven eller udfordringen til bravur. Det er en åbenbaring jeg stadig får gang på gang. Der er mange uvisse ting at forholde sig til på en rejse, men slip kontrollen og dine børn vil overraske dig og du vil nyde oplevelserne så meget mere.

Henrik og Rikke fra 1world2see

Verden er meget mere civiliseret, end vi går og forestiller os her i Danmark. Selvom man har børn med på rejse, så er der ingen grund til panik. Det er meget lettere at rejse med børn, end du tror. Det handler om det rigtige mind-set og at børn er seje og meget lettere at have med rundt, end man går og bilder sig selv ind!

Hvis du tager den med ro, gør børnene det også. Jo tidligere du lærer dine børn at have et åbent sind, og tage tingene som de kommer, jo lettere er det. At have børn med på rejsen åbner nye døre, hvis man har mod på det. Man kommer meget mere i kontakt med de lokale, som ofte er meget interesseret i de små. 

Mange af vores venner siger ‘når vores unger bliver store, SÅ vil vi også… Men der er absolut ingen grund til at vente. Vores yngste var 6 mdr. første gang han var en måned i Thailand og det var så let – maden var jo lige ved hånden, han tog gode, lange lure i klapvognen på stranden og rendte ingen steder 😉

Alt i alt: Det er ikke mere besværligt, end du selv gør det til. 

Familie står i tropisk landskab.

Du kan følge familiens eventyre på Instagram

Stine fra AtRejseMedBoern.dk

Første længerevarende rejse vi var på, var af 3,5 måneders varighed. Ungerne var helt små, og af samme årsag var mine ”mor-bekymringer” lidt udfordrede. Vi anede jo ikke, hvad der ventede os. Jeg husker derfor ganske tydeligt, at jeg brugte en masse unødigt krudt på at bekymre mig på forhånd over ting, jeg alligevel ikke kunne forudsige. Det viste sig selvfølgelig også, at være fuldstændig spild af tid. 

Husk på, at verden hovedsageligt er et godt og trygt sted, hvor de fleste ting fungerer, og hvor også langt de fleste mennesker er gode og hjælpsomme. Særligt når man rejser med børn.

Børn er i stand til at klare de fleste udfordringer, og er ofte langt mere robust, end vi forestiller os. Når blot vi er sammen som familie, og så længe alle er trygge og glade, så behøver alt ikke at være planlagt og struktureret ned til mindste detalje. Hvis man tør slippe følelsen af frygt og kontrol for en tid, så vil oplevelsen af frihed næsten føles overvældende. 

At rejse med sine børn, og kaste sig ud i nye eventyr, er den største og mest lærerige gave, man kan give sig selv som familie.

Familie på rejse i Indien

Du kan læse om alle Stines familierejser på Atrejsemedboern.dk eller på facebook

Spring ud i rejselivet

For mange forbliver rejsedrømmene som ja… drømme. Vi får aldrig taget det endelige skridt til den rejse, som vi inderst inde gerne ville prøve af. Usikkerheden omkring om man nu kan det med børn kan være nok til at vi vælger det trykke valg istedet. Det kan være udfordrende at tage skridtet og give sig i kast med sin drømme rejse med børn for første gang. Hvis du spørger vores panel, så er det dog bare med at komme afsted.

Mads fra Vejlenseren

Man må bare sande, at det giver nogle udfordringer med børn på rejsen. Men det er udfordringer, der kan håndteres ved at have en fornuftig tilgang til at ting løser sig, og børn i bund og grund ikke kræver meget mere end os som forældre med på nye eventyr. Og det behøver ikke være større eventyr end at tage på små ture på sin rejsedestination eller en tur ned til isboden på stranden. 

Det vigtigste, jeg ville ønske at have vidst inden vores rejse med børn? Ingenting. Jeg tror på det fantastiske i at tage afsted uden alt for mange bekymringer på forhånd – for tingene løser sig. Også uden man skal gå på kompromis med de gode oplevelser – dem får man bare sammen med sine børn nu.

Dreng leger med vand.
Selvom rejser med børn til tider kan stille krav og være udfordrende findes åndehullerne der altid – som her i Berlin med mange vandlegepladser

Følg Mads på Vejlenseren.dk, Instagram eller Facebook.

Henriette og Morten fra VoresRejseEventyr.dk

Vi er begge i rejsebranchen, har derfor rejst i RIGTIG mange år, så derfor var det bare helt naturligt at slæbe ungerne med, da de kom til. Vi kan ikke komme på noget som bekymrede os inden vi slæbte vores unger ud i den store og fantastiske verden. 

Man kan komme galt afsted alle vegne, men nok i virkeligheden lidt mindre når man er ude på eventyr, hvor man bare er om muligt endnu mere opmærksomme på hinanden. 

Så bare se at komme afsted – livet handler om det vi gør, dem vi møder og alt det vi oplever! Banken kan altid snuppe parcelhuset i forstaden, men aldrig alt det du har lagt på din egen personlige “harddisk” ude på eventyr…

Læs mere om Henriette og Mortens rejser på Voresrejseventyr.dk.

Pernille fra Forstadsnomade.dk

Tanken om at rejse med små børn stressede os ikke, da vi var vant til at rejse meget begge to. Det vigtigste er nok egentlig bare at springe ud i det, sørge for at rejsetempoet passer til børnene – og ikke at stresse, hvis du ikke lige kan opretholde hverdagsrutinerne. ​

Vores rejse med børn startede i Cuba (anno 2009), og det var måske ikke den mest velovervejede destination med et spædbarn (men der var billige billetter, så vi bookede bare ret impulsivt). Der var på det tidspunkt stadig ikke så mange varer at få i butikkerne. Og nøj hvor vi måtte slæbe mange ting med hjemmefra (bleer til 3-4 uger, frugtmos, pulvergrød og skumservietter/babywipes).

Så bestemt ikke den oplagte “startdestination” – men det gik så fint, og de efterfølgende rejser syntes ret nemme efter den tur!​​ Så min pointe er egentlig også. Bare kast jer ud i det. Så længe der er tid og kærlighed til børnene, så vil de trives de fleste steder <3  ​

Familie laver sjov på rejse

Er du blevet interesseret i Pernille og hendes families rejser, så find dem på Forstadsnomade.dk eller instagram.


Vi håber at du gennem det her indlæg har fået en masse gode råd til hvordan du griber din næste børnerejse an. Hvis du vil vide mere om vores egne tanker om at rejse med børn, så kan læse med når vi forbereder os til en jordomrejse i 2024.